Twins of Evil

0

Twins of EvilHarry Robinsons musik til Twins of Evil er charmerende gysermusikklichéer i en stil, man kan kalde 1970′er-gotik.

Den britiske komponist Harry Robinson (1932-1996) komponerede musik til et par håndfulde film fra det legendariske Hammer-studie i perioden fra sen-tresserne til midt-halvfjerdserne. Det begyndte med TV-serien Journey to the Unknown fra 1968, hvortil Robinson stod for hovedtemaet, men Robinsons primære engagement med studiet må nok siges at være Hammers såkaldte Karnstein-trilogi, løst baseret på Sheridan Le Fanus berømte kortroman Carmilla fra 1872. De tre film i trilogien var The Vampire Lovers (1970), Lust for a Vampire (1971) og Twins of Evil (1971).

Uden at kende musikken til de to første film, må jeg imidlertid sige, at hvis det er af samme kvalitet som musikken fra Twins of Evil, så har trilogien nydt godt af Robinsons engagement. For faktisk er der med musikken fra Twins of Evil tale om et overordentligt solidt horror-score, der dog i filmen ikke altid har fundet den optimale udnyttelse.

Spaghettiwesterntema

Sidstnævnte skyldes Robinsons spøjse hovedtema, der ikke ville være malplaceret i en spaghettiwestern. Dette kan forekomme besynderligt, men i albummets fine liner notes forklarer Robinson, at hovedtemaets westernkvaliteter er helt igennem tilsigtede. Robinson fortæller, hvordan han, da han første gang så filmen, straks bed mærke i den store mængde riden rundt på heste, der foretages af filmens puritanske heksejægere (under ledelse af Peter Cushing), og at det var dette, der ansporede Robinson til at komponere et westerninspireret tema, der ikke ligger langt fra Morricone-stilen. Robinson siger videre, at det til hans store overraskelse viste sig at fungere hundrede procent. Dette udsagn kan man måske nok gå i rette med, da der vitterligt er enkelte steder i filmen, hvor hovedtemaet forekommer temmelig malplaceret.

Imidlertid må man også hæfte sig ved, hvor lidt hovedtemaet egentlig anvendes i selve musikken. Der er ganske vist mange antydninger af temaet spredt omkring på scoret, men det er kun i nogle få situationer, at vi får det i sin fuldt udviklede form komplet med trompeter og lilletromme og de ganske opløftende strygerpassager. Det gør vi bl.a. i anden halvdel af “Opening Credits”, som udgør anden halvdel af albummets første nummer, samt i “End Credits”, der ligeledes udgør anden halvdel af det sidste nummer.

Derudover må man faktisk sige, at hovedparten af musikken består af ganske effektiv og velkomponeret gyser- og spændingsmusik, der i øvrigt ikke er uden sekundære temaer og motiver. Af fuldt udviklede temaer er der dog kun tale om det egentlige hovedtema – derudover er der tale om tilbagevendende idéer, der med lidt god vilje kan betegnes som motiver. F.eks. de dissonante strygerbevægelser, der høres i “Karnstein Claims Frieda” (første halvdel af nr. 10), men som dukker op adskillige gange.

1970′er-gotik

Musikken til Twins of Evil er komponeret for symfoniorkester af forholdsvis beskeden størrelse (omkring 60 mand), og det er ganske interessant at læse i albummets liner notes, hvordan Robinson forsøgte at få orkestret til at lyde større, end det egentlig var, ved at optage scoret over flere omgange – først med hele orkestret, dernæst reduceret til 30 mand og til sidst med 12-15 mand, hvor han så desuden forøgede lydens størrelse ved at fordoble percussionsektionen eller sætte ekstra harpe ind.

Selv om man godt kan høre, at der ikke er tale om et 100-mands symfoniorkester, må man sige, at det langt hen ad vejen faktisk lykkedes Robinson at få musikken til at lyde større, end orkestrets størrelse egentlig berettigede til. Resultatet er et score med en klassisk 60′er- og 70′er-gyser-sound.

Man kan ikke kalde scorets lyd gotisk på samme måde som f.eks. Wojciech Kilars musik til Bram Stoker’s Dracula (1992) eller Christopher Youngs gotiske scores til f.eks. Hellraiser (1984), men at kalde stilen for 1970′er-gotik ville ikke være forkert. Samtidig med, at Robinsons score er forankret i den periode, han komponerede i, er der også en herligt gammeldags kvalitet over musikken af den samme overdrevent dramatiske type, som man finder i scores fra Hollywoods guldalder.

Alt i alt skaber det et score, som er meget solidt underholdende for de filmmusikfans, der kan lide filmmusik, som er domineret af underscore. For trods de tilbagevendende småmotiver og henvisninger til hovedtemaet, må det konstateres, at hovedparten af musikken består af traditionel underscore – altså den type musik, der følger on screen-handlingen trofast, når det angår stemningsskift.

Charmerende klichéer

Som nævnt består hovedparten af musikken af det, man kan kalde gyser- og spændingsmusik, men der er også en del melodiske passager, hvor Robinson faktisk viser sig som en ferm komponist af musik, der måske nok i sin kerne er ganske dunkelt, men bestemt ikke uden skønhed. Det gælder f.eks. de melodiske passager i “Dietrich’s Final Journey” (nr. 12) og “Maria is Rescued” (nr. 20) – sidstnævnte af en nærmest adagio-agtig karakter.

Det cirka 45 minutter lange album med musik fra Twins of Evil lider kun af en væsentlig svaghed, der er typisk for en del filmmusikudgivelser. Det er, at der er mange korte numre på albummet, heraf nogle så korte at man sagtens kunne have argumenteret for at udelade dem. Det gælder f.eks. det kun ni sekunder lange “Horror at the School” (nr. 13), det kun 11 sekunder lange “Karnstein’s Menace” (nr. 7) og det kun 17 sekunder lange “The Mirror Reveals Frieda” (nr. 11). Derudover er der en del numre, der ligger på mellem cirka 50 sekunder og halvandet minut, men som det alt andet lige nok er at foretrække sådan som de er frem for i sammenredigeret form.

De centrale numre på albummet er klart de ni numre, der løber fra to minutter og opefter, og heldigvis er disse da også af høj kvalitet. Faktisk må jeg erkende at være lidt overrasket over musikkens vitterligt ganske høje kvalitet, og i sidste ende er albummet med musik fra Twins of Evil et virkelig positivt bekendtskab. At Robinsons hovedtema af og til sniger sig ind nogle steder i filmen, hvor det forekommer malplaceret, er i denne henseende en anden sag. Ud over det utraditionelle hovedtema, skal man naturligvis være parat til at acceptere musikkens helt igennem traditionelle tilgang for fuldt ud at kunne værdsætte det.

Hvis man, som jeg, synes at disse gysermusikklichéer faktisk er helt igennem charmerende, så er der næppe tvivl om, at man vil nyde Twins of Evil fra ende til anden. Det gjorde jeg i alle tilfælde, og jeg har ikke svært ved at anbefale det til andre – og især ikke dem, der også nyder Hammer-studiets film i al almindelighed.

Nummerliste:
1. The Brotherhood Strikes/Opening Credits (4:22)
2. Confrontation in the Forest (0:54)
3. The Body in the Woods/The Cleansing (3:02)
4. The Resurrection of Mircalla (4:12)
5. Mircalla Claims Karnstein (3:03)
6. Weil’s Warning (0:30)
7. Karnstein’s Menace (0:11)
8. Karnstein’s Guest (1:26)
9. Maria Alone (0:58)
10. Karnstein Claims Frieda/Another Burning (3:11)
11. The Mirror Reveals Frieda (0:17)
12. Dietrich’s Final Journey (1:33)
13. Horror at the School (0:09)
14. The Enemy Within (1:09)
15. The Crucifix Repels Karnstein (0:32)
16. Karnstein Kidnaps Maria (0:40)
17. The Deception Begins (1:22)
18. Frieda Escapes (0:38)
19. The Seduction of Anton/Maria’s Fate (3:53)
20. The Hunt for Karnstein/Frieda is Beheaded (6:17)
21. Finale and End Credits (4:30)

Total spilletid: 45:11

4 stjerner

Titel: Twins of Evil
Komponeret af: Harry Robinson
Produceret af: Gary Wilson
Executive producer: Roy Skeggs & Graham Skeggs
Komponeret: 1971
Udgivet: 2000
Label: GDI Records – GDICD012

Sig din mening

Læg en kommentar...
og hvis du vil et have et billede ved siden af din kommentar, så få dig en gravatar!