Salem’s Lot

0

Salem's LotChristopher Gordons musik til Salem’s Lot er langt fra originalt, men det er solidt og overbevisende, og det er slet ingen dårlig ting i sig selv.

Musikken var én af de få opløftende ting ved den aldeles unødvendige og rædsomme nyindspilning af Stephen Kings vampyrgyser ‘Salem’s Lot, der udkom i 2004.

Jamrende vokal
Christopher Gordon
Christopher Gordon

Scoret blev komponeret af Christopher Gordon, der er engelsk født, men som har boet i Australien hovedparten af sit liv. Det er nok også af denne grund, at det blev Gordon, der fik tjansen, for Salem’s Lot blev nemlig indspillet down under. Gordon er ikke særlig kendt, men han har da omkring et dusin scores bag sig – herunder musikken fra Peter Weirs glimrende Master and Commander: The Far Side of the World fra 2003. Salem’s Lot kom i 2004, og er indtil videre Gordons seneste credit som komponist.

Gordon komponerede hovedparten af musikken til Salem’s Lot, men af én eller anden grund blev også Lisa Gerrard og Patrick Cassidy bragt ombord. Både Gerrard og Cassidy er navne, der vil vække genklang hos de fleste filmmusikentusiaster, og Gerrards navn kan nok også få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange. Det var nemlig Gerrards vokal på Hans Zimmers Gladiator-score (2000), der indvarslede den omsiggribende anvendelse af klagende kvindelig vokal på filmscores, som vi har været vidne til siden årtusindskiftet. Hvis du er typen, der efterhånden har fået nok at dette, ja så kan jeg kun råde dig til at programmere CD-afspilleren udenom nummer 1 og 16 på albummet, da blodtrykket ellers vil ryge op i det røde felt.

Lykkeligvis er Gerrards trættende vokal ikke allestedsnærværende på scoret, og hovedparten af musikken er da også komponeret af Gordon alene. Det første nummer, af Gerrard og Cassidy, er måske nok meget pænt, hvis man kan udholde Gerrards jamren, men også pænt kedeligt.

Velfungerende blanding
Lisa Gerrard (f. 1961)
Lisa Gerrard (f. 1961)

Da først Gordons musik begynder, kommer der imidlertid andre boller på suppen. Det vil måske nok være forkert at sige, at Gordons musik ligefrem er glimrende, men hvad gysermusik angår, så er det faktisk ret godt. Gordon har komponeret scoret for symfoniorkester og kor, blandet op med en lille smule synthesizer, og denne blanding fungerer fint.

Hovedparten af musikken på albummet er underscore, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at der ikke er temaer eller motiver, for det er der. Der er en håndfuld af dem, men hovedparten er forholdsvis uudviklede, og det er ikke alle, der optræder mere en én gang. Det klart bedste tema høres i “Jerusalem’s Lot” (nr. 3), hvor flygelet bærer et smukt, men også ganske mørkt og melankolsk tema, der bakkes op af stille strygere.

Det egentlige “Salem’s Lot Theme” (nr. 17) høres første gang i “Approaching the Mansion” (nr. 11), hvor det faktisk præsenteres i en afdæmpet helteagtig version, da vore hovedpersoner nærmer sig vampyrens bolig. Det er ikke et vanvittigt ørehængende tema, og det er forholdsvis kortfattet, men ikke desto mindre ganske fint.

Derudover præsenteres et andet godt tema, eller måske nærmere motiv, i “Dud and Barlow” (nr. 6) – et af albummets højdepunkter. Motivet fremføres af flygel, og veksler med flot og dyster melodisk underscore, der især bæres af strygerne. Hen imod slutningen af nummeret kommer koret desuden ind og tilføjer en højtidelig stemning.

Højtidelig er også kodeordet for første halvdel af “Mutans Evae Nomen/The Mansion Burns” (nr. 15), hvor Gordon har komponeret et stykke gregoriansk korsang, der veksler mellem mande- og kvindestemmerne i koret. Det er måske nok lidt prætentiøst, men ikke desto mindre rigtig smukt. Det bliver dog endnu bedre i anden halvdel, hvor koret langsomt forlader det religiøse formsprog og bevæger sig ind på mere traditionel filmmusikterritorium igen, inden orkestret tager næsten helt over og giver nummeret en fin bombastisk afslutning.

Endnu et højdepunkt, der må nævnes blandt de mere melodiske numre, er “Eva’s Story” – et dystert-romantisk nummer, båret næsten udelukkende af strygerne.

God brug af gamle travere

De nævnte numre er alle forholdsvis melodiske, men det er bestemt ikke alle albummets tracks, der er det. Gordon demonstrerer også, at han er i stand til at komponere virkelig effektiv og skræmmende dissonant gysermusik. Det starter allerede i anden halvdel af “Thanksgiving” (nr. 2), men også “In The Woods” (nr. 4) er et godt eksempel. Her gør Gordon god brug af alle fagets gamle travere: pludselige crescendoer, voldsomme blæserudbrud, decideret atonale passager, slagtøj – og (meget) andet.

Det vil være synd at sige, at det er originalt, men Gordon formår alligevel at opbygge sine numre, så de bibeholder lytterens interesse. Desuden er der flere af de mere klassisk opbyggede gysernumre, hvor Gordon gør særdeles effektivt brug af koret – naturligvis til sang, men også til andre effekter. Her er en uomgængelig klassiker naturligvis det hviskende kor, hvilket Gordon bruger adskillige gange, bl.a. i “In The Woods” (nr. 4).

Der er kun ét af Gordons numre, der har problemer med at fastholde lytterens interesse, og det er det meget lange “Mike Ryerson” (nr. 8), der med sine over otte minutter simpelthen er for langt – der er for mange stillestående passager i nummeret. Ellers er også de fleste af de deciderede horrornumre fine. Her kan også “Bloody Pirates” (nr. 9) fremhæves som et rigtigt godt eksempel.

Nu må man dog ikke tro, at alle scorets numre falder i én af de to kategorier, jeg har beskrevet: mørkt melodiske eller voldsomme og dissonante. Ofte findes begge elementer i samme nummer, selv om der er flere eksempler på den rene vare.

Positivt hovedindtryk

Rent kompositorisk er Gordons score som sagt ikke vanvittigt originalt, men det er ikke desto mindre virkelig solidt, og byder på en fin balance mellem de mere melodiske cues og de gåsehudsfrembringende dissonante. Man sporer stedvist lidt inspiration fra folk som Elliot Goldenthal (især i korarrangementerne) og Howard Shore (især i strygerne), men det er jo kun en god ting. For det meste er Salem’s Lot dog Gordons eget score, og han imponerer især i de melodiske numre, som han formår at gøre både smukke og dystre på én gang.

Ét af de få kritikpunkter ved albummet er, at det er en anelse for langt, hvilket især skyldes det ene, tidligere omtalte, nummer, der ikke formår at bibeholde lytterens interesse. Hvis det havde været sakset sammen med det helt ligegyldige åbningsnummer, havde albummet med musik fra Salem’s Lot været en virkelig fin lille pakke. Som det er nu, får det hele lov til at trække ud en anelse for længe, hvilket går lidt ud over det overordnede indtryk.

Ikke desto mindre er hovedindtrykket positivt. Nu om stunder er der langt mellem snapsene, når det handler om musik til gyserfilm, og her skal der ikke herske nogen tvivl om, at Christopher Gordon er én af de komponister, der kan finde ud af at skrive gysermusik, der både er effektivt i filmens kontekst og udgør en fin lytteoplevelse på CD. Det er slet ikke så ringe endda, og hvis jeg ser Gordons navn i forbindelse med en gyserfilm i fremtiden er det helt sikkert noget, jeg vil undersøge nærmere.

Nummerliste:
1. Salem’s Lot Aria (6:27)
2. Thanksgiving (3:19)
3. Jerusalem’s Lot (2:49)
4. In the Woods (2:24)
5. Straker (2:48)
6. Dud and Barlow (2:58)
7. Eva’s Story (3:55)
8. Mike Ryerson (8:29)
9. Bloody Pirates (3:06)
10. Mark’s Escape (3:11)
11. Approaching the Mansion (2:31)
12. In the Cellar (4:34)
13. Converting the Priest (5:31)
14. Barlow (2:36)
15. Mutans Evae Nomen/The Mansion Burns (4:05)
16. Free in Spirit (2:25)
17. Salem’s Lot Theme (2:10)

Total spilletid: 63:26

4 stjerner

Titel: Salem’s Lot
Komponeret af: Christopher Gordon
Yderligere musik af: Lisa Gerrard og Patrick Cassidy
Fremført af: Pro Musica Sydney
Dirigeret af: Christopher Gordon
Orkestrering: Christopher Gordon
Solovokal: Lisa Gerrard
Produceret af: Christopher Gordon
Komponeret: 2004
Udgivet: 2004
Label: Varèse Sarabande – VSD-6586

Sig din mening

Læg en kommentar...
og hvis du vil et have et billede ved siden af din kommentar, så få dig en gravatar!