Paycheck

0

PaycheckMed sin markante og effektive blanding af electronica og orkester har John Powell vist, at han virkelig er trådt ud af Hans Zimmers skygge. Det var med scoret til Paycheck, at Powell virkeligt cementerede sin stil, som han senere har forfinet, og musikken er uden tvivl det bedste, der kom ud af filmen.

John Powell er en af de få af Hans Zimmers tidligere protegéer fra Media Ventures-tiden, der for alvor har formået at slippe ud af sin gamle læremesters skygge. Ikke alene har Powell – som den måske eneste – formået at udvikle en selvstændig filmmusikalsk stemme, men han har også formået at skabe en karriere uden for cirklen af gamle MV-komponister. Flere af hans scores, deriblandt denne sommers store symfoniske musik fra X-Men 3, antyder desuden, at hans evner faktisk overstiger hans tidligere mentors.

God blanding af electronica og orkester
John Powell (f. 1963)
John Powell (f. 1963)

Allerede mens Powell endnu var en del af Media Ventures-slænget viste han gode takter, og det var også her, han komponerede sin første film for instruktøren af Paycheck, John Woo (Face/Off fra 1997). Men det er efter, at han er trådt ud af Zimmers skygge, at han for alvor er blomstret op og har vist sit værd. Powell har vist, at han både er i stand til at komponere for symfoniorkester samtidig med at han har fundet en stil, hvor det lykkes ham at kombinere electronica med orkester uden at det kommer til at lyde forkert, som det så ofte gør for mange af de andre komponister, Hans Zimmer har haft under sine vinger.

Det første score, hvor Powell for alvor lod denne stil skinne igennem var Paycheck, der består af en solid blanding af elektronisk musik og symfoniorkester, og det er en stil han senere har forfinet i scores til bl.a. The Bourne Supremacy (2004) og Mr. & Mrs. Smith (2005). Personligt står The Bourne Supremacy for mig stadig som Powells til dato fineste komposition af denne type, men mange synes bedre om Mr. & Mrs. Smith.

Uanset hvad, så er Powell én af de få komponister, der i dag er i stand til at anvende udstrakte mængder af electronica uden enten at forfalde til synthesizede versioner af traditionelle instrumenter eller endeløse trommebeats, som ikke kommer nogen vegne og bliver åndeløst kedsommelige. Harry Gregson-Williams har haft enkelte gode momenter i samme stil, bl.a. Spy Game (2001), men har i de senere år haft problemer med at ramme det rigtige blandingsforhold. Her er Powell fortsat kongen, og det er især inden for thrillergenren, at han excellerer.

Masser af action og suspense

Paycheck er derfor et godt eksempel på Powells electronica-og-orkester-stil, og kan man ikke lide den, så er der et antal af hans scores, man bør holde sig fra. Man skal blot huske, at han også er en talentfuld orkesterkomponist, og her har han adskillige andre solide værker under bæltet, bl.a. den sjove musik til Chicken Run (2000), som han komponerede sammen med Gregson-Williams, men altså også ovennævnte X-Men 3 fra 2006.

Paycheck er tematisk set domineret af ét enkelt tema, som vi hører første gang i “Main Title” (nr. 1), men som løber gennem scoret som rød tråd. Selve temaet fremføres med orkestret, men bakkes næsten altid op af forskellige elektroniske effekter, bl.a. beats. Dog høres temaet også i et par variationer alene for akustiske instrumenter, bl.a. i den smukke “Rachel’s Party” (nr. 14), hvor det fremføres alene for et lille strygerensemble. Rent instrumenteringsmæssigt falder det sidste nummer noget uden for scoret som helhed, men det er et flot lille nummer og giver en fin variation af temaet.

Ellers er Paycheck domineret af suspensemusik og adrenalinpumpende actionmusik. Her må især fremhæves “Main Title” (nr. 1), der er et glimrende suspense-nummer, mens “20 Items” (nr. 2) er helt overgivet til hovedtemaet og noget mere afdæmpet men i besiddelse af en fantastisk rytmisk fremdrift på grund af Powells kombination af orkester og electronica.

Af actionmusikken er det især de to “Hog Chase”-numre (nr. 7 og 8), der må fremhæves, og her især “Hog Chase Part 2″, der byder på et par glimrende fremførsler af hovedtemaet.

Man må imidlertid ikke tro, at scoret er fyldt op med suspense- og actionmusik. Ind imellem imponerer Powell også med nogle forbløffende smukke og blide passager, bl.a. fremført primært på flygel, hvor afslutningen af “Hog Chase Part 2″ og “I Don’t Remember” (nr. 9) er gode eksempler.

Leverer varen

Der er noget i Powells behandling af især blæsersektionen i orkestret, der peger i retning af John Barry og som i mine øjne gør Powell oplagt til at overtage komponisttjansen på James Bond-filmene. Her har den engelske komponist David Arnold været tilknyttet siden Tomorrow Never Dies (1997), men Arnold har ind imellem skuffet fælt, selv om hans seneste score til Casino Royale (2006) generelt har fået en god modtagelse blandt filmmusikfans. Flere steder lyder det imidlertid som om Powell kunne tilføje Bond-filmene noget nyt, og i modsætning til David Arnold har han forståelsen for den rette kombination af electronica og orkester. Men det var et sidespring.

Alt i alt leverer Paycheck varen, og det er ikke for meget sagt, at scoret er det bedste, der kom ud af filmen. Det var her, Powell virkelig cementerede sin stil, som han siden har forfinet. Med et score som X-Men 3, der var et højtprofileret projekt, tyder noget desuden på, at Powell er på vej til for alvor at slå igennem, og han er en komponist man helt sikkert skal holde øje med i fremtiden.

Nummerliste:
1. Main Title (3:10)
2. 20 Items (2:53)
3. Wolfe Pack (2:54)
4. Crystal Balls (2:09)
5. Mirror Message (3:37)
6. Imposter (3:52)
7. Hog Chase Part 1 (3:12)
8. Hog Chase Part 2 (4:04)
9. I Don’t Remember (1:28)
10. Tomorrow’s Headlines (4:02)
11. Future Tense (7:13)
12. Fait Accompli (6:09)
13. The Finger (0:33)
14. Rachel’s Party (2:47)

Total spilletid: 48:08

4 stjerner

Komponeret af: John Powell
Programmering: John Powell
Yderligere komposition og arrangement: James McKee Smith, John Ashton Thomas & T.J. Lindgren
Yderligere trommeprogrammering: Daniel Lerner & Germaine Franco
Dirigeret af: Gavin Greenaway
Orkestrering: Bruce Fowler, Suzette Moriarty, Todd McIntosh, Walter Fowler & Elizabeth Finch
Fremført af: The Hollywood Studio Symphony
Komponeret: 2003
Udgivet: 2003
Produceret af: John Powell
Label: Varèse Sarabande – 302 066 535 2

Sig din mening

Læg en kommentar...
og hvis du vil et have et billede ved siden af din kommentar, så få dig en gravatar!