Blade

0

BladeMark Ishams score til Blade er et klasseeksempel på den type filmmusik, der ikke bør udgives på CD. Det er ganske enkelt hamrende uinteressant.

Der er én type scores, der for enhver filmkomponist er en særlig udfordring. Det er på de film, hvor et originalt score spiller andenviolin i forhold til diverse pop- eller rocknumre, som instruktør eller producent har besluttet skal være filmens primære musikalske udtryk. Det er også sjældent, at film af den type får scores, der er specielt mindeværdige. På stående fod kan jeg komme i tanker om en håndfuld, hvoriblandt Alan Silvestris fabelagtige musik til Forrest Gump (1994) er ét og Howard Shores glimrende musik til The Aviator (2004) er et andet.

Mark Ishams score til Blade er ikke iblandt den håndfuld, jeg kan komme i tanker om. I stedet falder Ishams musik i den kategori af filmmusik, der kan fungere nok så fint i kontekst af filmen, men som ikke bør udgives på CD.

Et besynderligt valg
Mark Isham (f. 1951)
Mark Isham (f. 1951)

Det er ikke fordi Isham er nogen dårlig komponist, og langt hen ad vejen er jeg overbevist om, at Isham i forbindelse med musikken til Blade blot har gjort som han blev bedt om. At producere noget stemningsskabende filler-music, der kan puttes ind dér, hvor hårde rock- eller electronicanumre ikke ville passe ind, og hvor udeladelse af musik heller ikke var en passende løsning.

I øvrigt må det indskydes, at valget af Mark Isham til en film som Blade er en anelse besynderligt, for nu at sige det mildt. Isham er en anerkendt komponist af symfonisk musik til især dramaer (bl.a. A River Runs Through It, 1992) og thrillere (bl.a. Kiss The Girls, 1997), men hans væsentligste styrke ligger inden for jazzmusikken, som han også ofte stilmæssigt har bragt med over i sin filmmusik (senest bl.a. det meget roste score til Brian De Palmas The Black Dahlia fra 2006). Ganske vist slog han sit navn fast med nogle synthesizede scores tilbage i 1980′erne (bl.a. The Hitcher, 1986), og han har også begået sig indenfor actiongenren, bl.a. med musikken til Time Cop (1994), men de rene elektroniske scores er ikke noget, han har gjort meget i.

At kalde Blade et rent elektronisk score er da også en tilsnigelse, for der er faktisk også et orkester blandet ind i musikken. Hovedparten af Blade består dog af elektronisk musik, og selv når symfoniorkestret er i brug er det som regel i kombination med diverse elektroniske effekter.

Personligt er det en tilgang, som jeg gang på gang har konstateret, at jeg har besvær med at kapere. Nogle få komponister, herunder John Powell, mestrer denne sammenblanding til perfektion, og Jerry Goldsmith var også dygtig til det, men meget ofte giver metoden bagslag og går ud over både elektronikken og orkestret.

Helt domineret af underscore

Blade kommer det væsentligste indslag af symfonisk musik først hen imod slutningen på det meget lange nummer “The Bleeding Stone” (nr. 6), selv om der har været passager tidligere, hvor orkestret har domineret til fordel for synthesizerne. Især i “The Bleeding Stone” tager orkestret for alvor over i anden halvdel af nummeret, der udvikler sig til et ganske energisk actioncue, der i øvrigt også byder på et par af de få gange, man hører noget, der minder om et tema eller motiv.

Det er et meget enkelt lille og ganske skummelt motiv på i alt ni noder, der i øvrigt har en påfaldende lighed med et motiv fra John Williams’ fire år senere score fra Harry Potter and the Chamber of Secrets (2002) – men mon dog ikke ligheden blot skyldes motivets enkelthed. Det er i alle tilfælde svært at tro, at Williams skulle have kopieret fra Blade-scoret!

Dette lille motiv høres nogle få gange i løbet af albummet, og er det absolut eneste, der så meget som antyder et tema. Derudover er al musikken underscore af varierende art i en blanding af elektronisk og symfonisk musik, hvor altså elektronikken klart dominerer. Det er for det meste diverse synthflader, suppleret med elektroniske beats og effekter af enhver type. Numrene ligger hovedsageligt inden for, hvad man kan kalde det dystert atmosfæriske, hvilket utvivlsomt er fint nok i filmen, men som selvstændig lytteoplevelse altså ikke vanvittigt ophidsende.

Helt og aldeles ligegyldigt

Med en spilletid på kun 33 minutter er det utroligt, at et album kan føles langt, men det er ikke desto mindre tilfældet med Blade. Det kedelige faktum er, at ingen af numrene rigtigt bevæger sig nogle steder hen – i stedet præsenteres vi for det ene lydtapet efter det andet, og først i anden del af “The Bleeding Stone” kommer der gang i sagerne. Det er bare alt for lidt og alt for sent. Da ikke engang actionmusikken her er synderligt interessant, kan det på ingen måde rette op på de foregående 25 minutter.

Blade er dermed ikke et score, jeg på nogen måde kan få mig til at anbefale. Jeg tror man skal være overordentlig stor fan af enten filmen eller af Mark Isham for at få noget som helst ud af musikken. For mig er det helt og aldeles ligegyldigt.

Nummerliste:
1. Intruder (4:54)
2. Daywalker (4:11)
3. Somebody’s Gonna Take You Out (1:41)
4. Top of the Food Chain (3:49)
5. Temple of Light (6:15)
6. The Bleeding Stone (9:42)
7. The Blood God (2:56)

Total spilletid: 33:31

1 stjerne

Komponeret af: Mark Isham
Lyddesign af: Mark Isham
Dirigeret af: Ken Kugler
Orkestrering: Ken Kugler
Produceret af: Mark Isham
Udgivelsesår: 1998
Label: Varèse Sarabande – VSD-5976

Sig din mening

Læg en kommentar...
og hvis du vil et have et billede ved siden af din kommentar, så få dig en gravatar!